Helenetale

Detaljer

Kategori: Uncategorised

Publiceret: Fredag, 03. maj 2019 19:54

Skrevet af Helene Gerup

Visninger: 2628

Helenes tale

Til arrangørerne vil jeg sige mange tak for at jeg må komme her i dag og holde 1.maj tale. Det er anden gang for mig. Her stod jeg også for to år siden, da der var kommunalvalg, og hvor jeg stillede op for Enhedslisten. Desværre hørte jeg ikke til den gruppe af kandidater, som kom ind i byrådet. 
Jeg vil også denne gang tale om arbejdsløshed, som desværre ikke har ændret sig til det bedre siden, nærmest tværtimod. Og der flyttes stadig ikke en krone fra rig til fattig, men hele tiden den anden vej rundt. Aldrig har der været længere mellem rig og fattig som nu. 
Der er behov for mere fælles ånd, en Robin Hood bevægelse og mere civil ulydighed på den gode måde – ja faktisk en revolution! Jeg drømmer om frihed fra slaveri, og med ret til at være en del af fællesskabet – herunder arbejdsmarkedet. I et samfund, hvor vi desværre har indrettet os efter en ide om, at bare vi har økonomisk vækst i samfundet, så bliver der sikkert nok til os alle. Vi ved alle fra vores egen hjemlige husholdning, at når udgifter og indtægter er nogenlunde lige, så har vi det godt. Der skal være balance. Og vores arbejdskraft skal belønnes, det kan vi egentlig også godt være enige om. Men hvis vi bare bliver ved med at producere mere og mere og mere, så kan vores lille klode ikke holde til det. 
Jeg har været inde på Danmarks Statistik og undersøge lidt omkring arbejdsmarked og indkomster. I Danmark findes 1090 ekstremt rige personer, dvs personer som tjener over 10 mio. kr. om året! Glædeligt er det, at det ikke kun er mænd…. 187 af dem er kvinder. Jeg er ikke misundelig, det er slet ikke det, jeg er bare så forarget over, at så mange har en så høj indkomst…. For det som de tjener, går jo et eller andet sted fra nogen andre. Og hvis jeg foretager samme søgning på året 1987, altså for over 30 år siden, var tallet på kun 59 personer, dvs antallet af ekstremt rige er faktisk 20 doblet.
Vi må kunne fordele goderne bedre, og det samme med hensyn til arbejdet.
Før kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 70-erne, var det normen, at manden hentede hyren hjem til hele familien, og kvinden stod for husholdning og børnepasning imens. Hele familiens husholdning blev finansieret af mandens løn. Så var det jo så nemt. Men nu ville kvinder til at realisere sig selv, dygtiggøre sig og tjene penge, som hun selv også frit kunne disponere over. De mest velfungerende
familier var vel de, hvor manden tjente pengene, kvinden planlagde og brugte dem, så der var nok til at få mættet alle munde inden måneden var omme. Man havde et godt samspil om at få enderne til at mødes. Bortset fra, at manden typisk høstede æren for veludført arbejde i samfundet, mens kvinden typisk ansås for at ødsle pengene væk, de penge som han havde tjent. Det er vigtigt at være bevidst om, at det at tjene sine egne penge giver selvrespekt, mens det at være afhængig af andres goodwill, gør en svag og utryg – medmindre man altså behandles med respekt for det arbejde, der så udføres i stedet, og som er ulønnet.
Da kvinderne i 70-erne kom ud på arbejdsmarkedet, ville de naturligvis have samme vilkår og antal timer. Og det gik jo hen og fordoblede en families indtægt, men havde vi egentlig brug for den øgning i indtægt? 
Og hvorfor tænkte ingen på at fordele det arbejde, der var? Var det mændene, der ikke ville give afkald på deres arbejde og dermed magt og løn? Eller var det kvinderne, der bare ville have det hele, fordi de mente, at de havde lige så meget ret til, og ville tjene lige så meget som deres mænd? Ingen tvivl om, at alle har haft deres grunde til at gøre som de har gjort, da penge jo desværre endnu er forbundet med en hel masse magt. Hvor penge jo i princippet kun er et middel til at kunne købe varer og tjenesteydelser for.
Enhedslisten vil have den ugentlige arbejdstid ned på 30 timer, og det vil så også være en halvering i forhold til hvor mange timer man havde i år 1900.
Hvis vi kunne deles om arbejdet, sådan at vi alle havde ret til at kunne få et arbejde. Stat og kommune skal i samarbejde etablere disse stillinger. Man kunne også kalde ordningen for Borgerløn med arbejde. For arbejdsløsheden rammer jo både høj og lav, det er jo ikke altid det er folk uden uddannelse, som ikke kan få arbejde. Der findes i dag højtuddannede, som kæmper for at finde et arbejde, og løber fra den ene projektstilling til den anden, for at få et levebrød.
Grundlovens paragraf 75 siger faktisk noget, som jeg synes er værd at tage op til overvejelse: Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Denne paragraf tolkes på nuværende tidspunkt således, at der lægges vægt på, at dette tilstræbes, og at folk ikke har decideret ret til et arbejde. Men hvorfor tolkes det på denne måde? Vi kan jo se det som en formålsparagraf, hvor der bliver lagt
vægt på det med at fremme almenvellet i stedet. For det er jo både den enkelte og almenvellet, der lider under arbejdsløsheden. Og hvad er det egentlig for et samfund, der ødsler sådan med ressourcerne, udefra set, at man betaler folk for ikke at lave noget, eller for at stille op til spanking på jobcenteret og skrive ansøgninger døre op og stolper ned. Hvordan er det mon at komme her til landet som flygtning, og blive mødt af det system? Jeg tror, de tænker at vi er da godt åndssvage, og så går de ellers i gang med at lave forretninger på bedste beskub, mens vi sidder med hænderne i skødet. Og jeg har det da sådan for min del, jeg vil nærmest betale for at slippe for den ydmygelse, det er at stå i kø ved jobcenteret. Det er bare blevet værre og værre – og det er jo ikke uden grund, at der nu findes en Facebook gruppe og en bevægelse, som hedder Jobcentrets ofre. De har det slemt. Rigtig slemt. 
Hvorfor ikke skabe reelle og lige arbejdsvilkår til alle, så vi samtidig får produktions- og forbrugskulturen ned på et niveau, som kloden kan bære? Vi har brug for nytænkning i forhold til måden at indrette vores samfund på, og her er det at politikeren kommer ind, for det er igennem udviklingen af reglerne og politikken på området, at ændringerne kan finde sted. 
Hvis vi ser på befolkningstallene i Danmarks Statistik, så er vi ca 5,8 mio mennesker i Danmark. Heraf er de 3,7 i den arbejdsduelige alder (18-67). Af ordinært beskæftigede er vi i alt ca 2 mio, dvs kun 55% af den regulære arbejdsstyrke er i ordinært arbejde. Men hvad med de sidste 45%? Er det i virkeligheden ikke den halvdel af befolkningen, som nu er sat uden for arbejdsmarkedet, smidt ud af samfundet som menneskeligt affald. Så kan vi kalde det for overførselsindkomst, støttet beskæftigelse med eller uden løn, ledighedsydelse, fleksydelse, kontanthjælp eller integrationsydelse – vi er alle i samme båd, og det handler om at skaffe et levebrød. Vi har fået en underklasse, som har det langt værre end vi kvinder har haft det engang, fordi det er vores egen skyld…. At være kvinde er jo trods alt et mere legitimt vilkår i de fleste sammenhænge….
Vi har et jobcenter, som pisker de arbejdsløse gennem et umuligt system, hvor resultatet af bestræbelserne kun fører til stress og sygdom. Og når folk bliver syge, anerkendes det ikke af systemet. At få førtidspension i dag er en sjælden og nærmest glædelig begivenhed for mange mennesker, fordi de ofte har kæmpet i årevis for at få det. 
 
Mit forslag til hvordan vi kan løse udfordringen på en ret enkel måde, og hvor vi afskaffer arbejdsløsheden helt: 
Skab offentlige og ordinære småjobs til overenskomstmæssig løn, som alle kan få. Borgerløn med arbejde. Væk med alle løntilskuds, praktik og arbejdsprøvningsordninger. Omdan jobcentrene til at være formidlere af disse jobs, og ikke kontrollanter af hvorvidt de arbejdsløse er jobsøgende nok. For hvorfor ødsler vi sådan med vores menneskelige ressourcer, at vi lader varme hænder blive kolde af at stå derude og fryse? 
Hvis vi nu delte det arbejde vi har, så ville alle få en plads i samfundet, og dermed kunne få en chance for at bidrage til det fælles bedste. Ingen har glæde af at blive sat udenfor. Og en anden og meget væsentlig pointe er, at der vil kunne være flere voksne til at være hos vores børn, og give dem den opvækst og opmærksomhed, som de har behov for. Og der ville måske være færre, som bliver syge af stress og den evige jagt på de arbejdsløse. 
Erkend nu at arbejdsløshed er samfundsskabt, det er ikke den enkeltes problem, men et samfundsproblem, der skal løses!  
Tak for jeres opmærksomhed og hav en fortsat rigtig god 1. Maj !