Lindatale
- Detaljer
- Kategori: Læserbreve
- Publiceret: Fredag, 03. maj 2019 19:50
- Visninger: 898
Lindas 1. majtale
Hej alle sammen – og tak for jeg må tale her hos jer.
Min datter er bare otte år gammel. Hun har allerede karriereplaner.
Nogle dage vil hun være dyrlæge, næste dag er det pædagog – og med jævne mellemrum vil hun være fuldtidsninja, når hun bliver voksen.
Lige nu er det sjovt at tale med den 8-årige om. Men der lurer en alvor bag. For selvfølgelig betyder det fag, man vil arbejde inden for rigtig meget for, hvilket liv min pige får som voksen – og ikke mindst som ældre.
Det handler om pensionsalderen. Mit datter kan – hvis ellers de politiske aftaler gennemføres som aftalt –gå på pension, når hun er 76 år gammel.
76 år… Det kan jo være, at hun er rask, rørig og ikke til at drive hjem fra jobbet som ninja-pædagog-dyrlæge. Det kan også være, hun er blevet slidt, har daglige smerter... Vi ved, at den fysiske nedslidning af kroppen er langt værre i nogle jobs. Jeg vil gerne bakke hende op, hvis hun nu kommer hjem og meddeler, at hun vil være murer eller sosu. Og jeg vil gerne kunne sige ”Skønt! Det lyder bare spændende” i stedet for at se bekymret på hende og tænke, ”jeg håber, du holder til det”. For vi har jo brug for sosu’er, og vi har brug for murere. Vi har brug for mennesker, der kan bruge deres fysik i arbejdet.
Nedslidning er yderst skræmmende. 3F’erne f.eks. har markant færre gode år, når de går på pension end advokaten og de rigeste. De har flere smerter, kroppen fungerer dårligere - og de dør tidligere. Og det er ikke kun den fysiske nedslidning, vi vil se i de år, der kommer. Også stress og udbrændthed vil tage store lunser af livskvaliteten hos alt for mange.
Vi har som samfund brug for at tænke vores seniorår på en helt anden måde end nu. Vi skal vende bøtten om, og spørge de ansvarlige politikere: Hvorfor skal nogle arbejde, til de falder døde om eller er slidt ned?
Velfærd er altså også gode seniorår. At være rask og rørig nok til at gå og stå, spille badminton, lege med børnebørnene, passe haven – kunne gøre, hvad man trives ved. At have et seniorliv, hvor der er plads og rum til at nyde livet efter arbejdslivet. Det kan lade sig gøre. Der er råd. Det, der står i vejen, er en tankegang om, at mennesker primært er arbejdskraft, der kan proppes i excell-ark og regnemodeller. At al arbejdsevne skal presses ud af folk. Vi skal simpelthen kæmpe for, at man har ret til at have et godt seniorliv. Det betyder, at vi skal sige klart NEJ til, at pensionsalderen skal stige yderligere. Og derfor skal det velfærdsforlig opsiges. Og det skal være nu. For ellers bliver pensionsaldern ved og ved med at stige. Det skal efter planen ske allerede næste år. Der er kort og godt brug for politisk mod til at stoppe og se på, hvordan vi omfordeler. For der er råd. Og et godt seniorliv er altså også velfærd.
Fattigdom
Vi har en anden kæmpe opgave for os. For vi skal fattigdommen til livs. Vel er fattigdommen ikke så synlig her i Danmark. Der er ikke mange tiggere på gaden, ingen dør af sult. Men bare her i Roskilde Kommune er der 610, i Slagelse Kommune er der 1.210, i Sorø Kommune er der 340 og i Ringsted Kommune er der 400
børn, der vokser op i fattigdom.
At have sit barneliv i fattigdom trækker lange spor ind i voksenlivet. Rigtig mange af de her børn kommer til at få mindre uddannelse, ringere indtjening og bliver ramt på helbredet som voksne. Det er tydeligt efter at have levet bare ét år i fattigdom som barn.
Og et børneliv, hvor man sættes udenfor fællesskabet, fordi far og mor ikke har råd til sport, tøj eller til at ungen komme med på tur, er svært. Vi ved, at de her børn tager deres far og mors bekymringer på sig. Og tænker rudekuverter og mærker utrygheden. De bliver for voksne alt, alt for tidligt. Det er dybt uretfærdigt i et af verdens rigeste lande. Fattigdommen er ikke en naturlov. Den er indført politisk. Vi kan ændre den politisk. Og det er en bunden opgave. Børnetrivsel er i den grad også velfærd.
Første skridt er af afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser. Kontanthjælpsloftet og alle de ordninger, der efterlader mennesker uden penge til nødvendigheder. Som alt for ofte bringer skam og mindreværd med sig. Fattigdom har aldrig hjulpet nogen, der er syge til at blive raske. Fattigdom hjælper ikke nogen, der er ledige, til at få et arbejde.
Og det angår os allesammen. Også os lønarbejdere, der ellers har vores på det tørre lige nu. For fattigdommen bruges til at presse os alle sammen. Med dagpengeforringelser, med forkortelsen af sygedagpengeperioden, er der kommet større huller i vores sociale sikkerhedsnet. Og mellem os lønarbejdere og et liv på kontanthjælp står oftest kun en sygemelding og 22 uger på sygedagpenge. Så er vi selv ”dem på kontanthjælp”.
Og ”den fattiges nød er jo den riges brød”, som man siger. Og det er jo sådan, at hvis vi alle sammen er bange for, hvad der sker, hvis vi mister jobbet, så ER det bare lettere for arbejdsgiverne at trykke os. Så kan de diske op med lidt ringere løn, lidt dårligere arbejdsforhold – og vi har meget sværere ved at sige nej. Så det angår os alle sammen. Når man sænker bunden, ryger vi alle lidt nedad. Og også derfor skal vi af med fattigdomsydelserne. Og vi skal behandle syge og arbejdsløse mennesker ordentligt.
Første led i den plan er, at vi skal af med Lars Løkke. Det i sig selv vil føles som velfærd!
Velfærd og fællesskab
For 101 år siden på en sommerlørdag traf en gruppe murersvende i København en vigtig beslutning. De lagde murerskeen fra sig. Og de gik hjem. Det var den første aktion i kravet for en otte timers arbejdsdag. Det vakte bekymring i datidens samfund, de fik store bøder, mange andre aktioner fulgte. Et år efter var kampen nær vundet, og en arbejdsdag på otte timer blev til virkelighed.
Det er et smukt eksempel på, hvad vi kan i fællesskab. Og det er et smukt eksempel på at vinde rettigheder, som vi bygger videre på i dag.
Når vi lige om lidt skal til valgurnerne, så hav lige de her gamle murersvende i baghovedet. For vel skal vi af med Løkke. Men… som vi så under den sidste røde regering, så er det ikke nok med et hvilket som helst andet flertal.
Vi skal kæmpe for et flertal, der ikke bare afværger de værste nedskæringer og forringelser, men virkelig vil noget ambitiøst med vores velfærd. For det er der råd til. Og det er der brug for. Der er brug for flere kolleger på sygehusene, i daginstitutionerne – ja, alle de steder, der er sparet i stykker i de sidste mange år. Vi har brug for bedre og billigere bus og tog. For hensyn til miljø og klima. For at der skal findes uddannelsesinstitutioner også uden for de større byer. Ja, vi har endda brug for, at noget så basalt som Skat rent faktisk kan inddrive gæld og skatter. Og ikke udbetaler milliarder til svindlere.
Der er med andre ord brug for, at vi er offensive på velfærden. Ikke en ny regering, der måske tager en enkelt forringelse af bordet i ny og næ, hvis der er for meget brok. Der er brug for mod, solidaritet og for at styrke venstrefløjen. Vi har brug for en rød regering, der fører rød politik. For det kan lade sig gøre. Der er råd - og så kan vi udbygge og forme vores samfund til gavn for de mange. Se, dét giver velfærd.
1. maj er også en festdag. En fællesskabsdag, hvor vi er sammen med kollegaer, venner og familie.
Men 1. maj er også et løfte. Et løfte til dem, der har kæmpet før os, om at deres kamp ikke skal være forgæves. Og et løfte til os selv. Om at dem, der om 100 år vil være her og rundt om i landet, hvor de fejrer 1. maj skal huske os: De skal kunne sige om os, at vi byggede videre på det fundament, vi fik.
Det er sådan, vi bygger velfærd!
Tak fordi jeg måtte tale.
Rigtig god 1. maj.