Er der en terrorist til stede?

Kategori: Nyheder
Publiceret: Søndag, 22. februar 2015 13:17
Visninger: 1724

Er der en terrorist til stede?

I disse dage (over)fyldes medierne med historier om attentaterne i København. Der er mange vinkler på begivenhederne, men fælles for hovedparten er, at der er en meget stor vilje til at bevilge politimyndighederne flere midler til bekæmpelsen af terror eller radikaliseringen, som det også betegnes ind imellem. ”Folk skal jo kunne færdes trygt rundt i Danmark”.

Dette er tilsyneladende et udpræget københavnerproblem, eller i hvert tilfælde et storbyproblem.

Helt lokalt kniber det mere med bevillingerne til politimyndigheden, idet der i forbindelse med besparelsesbestræbelserne nu varsles, at den lokale betjent i Skælskør skal være nærværende fra Korsør i stedet.

Henvendelser fra alt, hvad der kan fremskaffes af borgere, foreninger, politikere m.fl. i Skælskør og omegn melder med stor styrke om deres utryghed ved en sådan løsning. Utrygheden breder sig helt til Slagelse, hvor der ønskes bemanding på politistationen hele døgnet. ”Folk skal jo kunne færdes trygt rundt i Danmark”.

De seneste meldinger om den formodede attentatmand er, at nogle myndigheder ikke fik kommunikeret ordentligt omkring løsladelsen af ham fra fængslet, og bl.a. derfor kunne han uforstyrret foretage sine ugerninger.

Man kan så spørge, hvor mange milliarder skal der til for at undgå en sådan misforståelse?

Man kunne også spørge: Kan den milliard, man nu vil bruge yderligere på terrorbekæmpelse, bruges på en mere hensigtsmæssig måde?

Kunne pengene f.eks. i hele landet bruges på nærpoliti, der med et mere menneskeligt ansigt kunne vise, at politiets hovedopgave i samfundet er at passe på os alle i nær kontakt til og med borgerne?

Et politi med velkendte ansigter, som man ofte ser og måske også har talt med. Et politi, der har fingeren på pulsen lokalt hver dag. Et politi, der arbejder mere sammen med sociale myndigheder og skoler. Et politi, som måske ville havde gode forudsætninger for at se, om der er en terrorist tilstede – også uden for København.

Helt lommefilosofisk kunne man også spørge: Hvilken polititype har det største potentiale for voldelige konfrontationer? Det velkendte ansigt eller den sortklædte med hjelm og maskinpistol som dem man skyder løs på i computerspillene.