SF

Kategori: Nyheder
Publiceret: Tirsdag, 26. november 2019 19:25
Visninger: 1501

Opportunistisk Folkeparti?

Socialistisk Folkeparti (SF) har i gentagende valgkampe, både landspolitisk og lokalt givet udtryk for partiets røde og grønne holdninger og principper.

Eksempelvis har man i de seneste valgkampe givet udtryk for, at partiet ønsker flere pædagoger i daginstitutionerne og at man vil arbejde for et bedre klima. To gode rød/grønne tiltag.

Når man så når til den kommunalpolitiske verden i Slagelse Kommune, kan man godt have svært ved, at se hvor harmonien mellem SF’s valgløfter og beslutninger befinder sig.

Den 27. maj oplevede man kommunalt, at SF var det parti i Slagelse Byråd, der havde de største betænkeligheder med at støtte Enhedslistens forslag om at ansætte en pædagog hver måned i en periode for at forbedre forholdene i daginstitutionerne og antydede at forslaget nærmest var populistisk og for flyvsk,

Det var i denne sag lidt svært at se en konkret vilje hos SF til at forbedre forholdene i daginstitutionerne i Slagelse, - også bare en lille smule her og nu, medens vi venter på beslutningerne i den kommende finanslov.

På gårsdagens (25. november) byrådsmøde havde Enhedslisten en initiativsag, hvor man forslog, at Slagelse Kommune, som mange andre kommuner i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening arbejder hen imod at gøre Slagelse til klima + kommune.

Et initiativ som 71 andre kommuner arbejder på, men som der absolut ikke faldt i god jord hos SF. Specielt Jørgen Grüner brugte sin taletid til, i stedet for at kommentere forslaget, at nedgøre sin byrådskollega og bad forslagsstilleren Thomas Clausen om ’at blive voksen’, og ikke fremsætte det pågældende forslag.

Det skal måske i forbindelse med klimakommuneforslaget nævnes, at Enhedslisten på byrådsmødet den 26. november 2018, altså for et år siden fremsatte et lignende forslag om at Slagelse Kommune skulle være klimakommune.

Det blev på daværende byrådsmødet besluttet, at forslaget skulle behandles i Miljø-, Plan- og Landdistriksudvalget, hvor Jørgen Grüner er formand.

Der er her et år efter tilsyneladende ikke sket fremskridt i sagen. En gennemgang af udvalgets dagsordner for det seneste år viser, at punktet endnu ikke har været behandlet.

Med baggrund i disse to eksempler kan man komme i tvivl om SF’s vilje til det røde og det grønne lokalt når det gælder helt konkrete sager.

Er SF lokalt rødt eller grønt, - eller mon bare opportunistisk?