En ny byrådsperiode er begyndt
Thomas Clausen har ordet
9. januar 2018
Slagelse Kommune har i årevis ulovligt opkrævet for mange penge af beboere i kommunale botilbud for transport, men nu ser der ud til at ske noget i sagen. På det kommende møde i byrådets Handicap- og Psykiatriudvalg lægges der op til, at kommunen vil tilbagebetale nogle af pengene.
Enhedslisten har tre gange rejst sagen i byrådet, den 19. september 2016, 28. november 2016 og den 30. oktober 2017. Hver gang blev sagen syltet af flertallet i byrådet med Venstre i spidsen med henvisning til, at man ventede på en vejledning fra Kommunernes Landsforening (KL). Venstre har haft ledelsen af byrådet, af dets Handicap- og Psykiatriudvalg og af KL i hele perioden.
Så sent som den 18. december 2017, da sagen kom tilbage på byrådets dagsorden efter udvalgsbehandling, gav Venstre ikke retvisende oplysninger til byrådet. Først da Sjællandskes redaktion gravede i sagen og fandt ud af, at KL slet ikke ville komme med nogen vejledning, kom der skred i sagen, og nu er der så forhåbentlig hul igennem.
I Enhedslisten glæder vi os over, at vi nærmer os en løsning. Det er en god begyndelse på 2018.
7. januar 2018
Partier i Folketinget, fra Dansk Folkeparti til SF og med Venstre som det mest skyldige parti siden 2001, har frataget borgere i Slagelse Kommune millioner af kroner.
Af nye tal fra Beskæftigelsesministeriet vedrørende to boligkvarterer, hvor der bor 2.500 af kommunens borgere, var man i 2016 nede på at udbetale 162 millioner kroner, hvilket er for lidt i forhold til de ydelser, som folk skulle have haft, hvis ikke skiftende regeringer og flertal i Folketinget havde gennemført de mange forringelser.
Forringelserne har ramt mennesker, som er på dagpenge, førtidspension, kontanthjælp, integrationsydelse, uddannelseshjælp, sygedagpenge, jobafklaringsforløb, revalidering, ledighedsydelse og ressourceforløbsydelse, eller som skulle have haft disse ydelser.
De 162 millioner kroner er udtryk for, at velfærdssamfundet ikke er afskaffet helt endnu, men bag disse tal gemmer der sig reel fattigdom for mange af de berørte borgere i forhold til levevilkårene tidligere.
De lave sociale ydelser er med til at ødelægge økonomien for en lang række borgerne, men også økonomien i Slagelse Kommune, idet borgernes indtægter er så lave, at kommunen i 2018 får ekstra tilskud som fattig kommune.