På forsiden af Søndags BT

Kategori: Nyheder
Publiceret: Søndag, 22. maj 2016 19:32
Visninger: 1599

’På forsiden af Søndags BT.’

Eddie Skoller havde engang i 70’erne et hit med ovennævnte titel. Dengang som nu blev der arbejdet hårdt på at komme på forsiderne af de diverse skrevne medier. Nogle politikere ansætter i dag ligefrem spindoktorer til at fremme denne proces.

I ugens løb lykkedes det (uden spindoktor) alligevel Enhedslistens Jørn Melchior at komme på forsiden af Sjællandske.

Under en aftrædelse på naturens vegne mødte byrådsmedlemmet pludselig en kommunal Slagelsetraktor, der viste sig at køre og sprøjte med RoundUp.

Denne oplevelse undrede Jørn Melchior, idet han var af den opfattelse, at man i forbindelse med det indgåede politiske budgetforlig havde aftalt, at sprøjtningen med det giftige ukrudtsmiddel skulle ophøre for Slagelses vedkommende.

Rasende (iflg. Sjællandske) kontaktede han nogle af sine byrådskolleger, men disse led tilsyneladende af et kollektivt hukommelsestab og mente ikke, at det var problematisk, at Slagelse Kommune stadigvæk anvender det omstridte ukrudtsmiddel. I lørdagsavisen kom selveste borgmester Stén Knuth på banen og præciserede, at man ingen planer har om at gøre Slagelse til en giftfri kommune.

Det er da så en klar melding fra Venstreborgmesteren om hans holdning til brugen af RoundUp, en kommentar, der måske heller ikke lige har været omkring en spindoktor, eller i hvert fald ikke en af de bedre.

Aftale eller ej, så er sagens kerne jo den, om man i Slagelse kommune vil arbejde miljøbevidst eller bare billigst på kort sigt.

’De blå’ partier har flere gange markeret sig i den mindre miljøbevidste retning. F.eks. var man også imod et forslag i Byrådet den 27/10 2014 fra Enhedslisten om at gøre alle kommunale arealer økologiske (se punktet her). Et forslag om, atByrådet omgør beslutningen fra Kultur- og Fritidsudvalget af 7. april 2015, således at der af hensyn til mennesker, miljø og grundvand undlades brug af kemiske ukrudtsmidler på og omkring kommunale idrætsarealer blev ligeledes forkastet. (se punktet her).

Når man ser landspolitisk på miljø og klimasituationen, kan de borgerliges holdning til disse spørgsmål ikke undre, da Venstreregeringen med støtte fra de borgerlige partier i de seneste måneder har sat Danmarks og verdens miljø og klimahensyn på fuld bak.

 

Men derfor behøver vi jo ikke at gøre det her i Slagelse!