Skal svømmehallen rives ned?

Kategori: Nyheder
Publiceret: Onsdag, 13. april 2016 21:39
Visninger: 1531

Skal svømmehallen rives ned?

slagelse svømmehal2

Mandagsforsiden på Sjællandske (11/4) kunne afsløre, at en idékonkurrence om, hvordan Hunsballegrunden kunne udnyttes, havde fået en vinder.

Ikke overraskende har bl.a. Villum Christensen (LA) siddet i dommerkommitéen, der skulle udpege vinderforslaget.

Og vinderforslaget blev et vandkulturhus til 267 mio. kr.

Uden at kende de andre idéforslag kan det undre, at netop et vandkulturhus lige er det Slagelse har allermest brug for på indfaldsvejen til byen.

Det næste, der kan undre er finansieringen af et sådant projekt. 267 mio. kr. er mange penge, og hvordan skaffer man mon dem.

Pengene skal skaffes privat, men Sjællandske mener også, at det bliver et emne i de kommende budgetforhandlinger i byrådet, og den superliberale Villum Christensen mener, at et OPP partnerskab kan være løsningen. De tre bogstaver står for Offentligt-Privat Partnerskab, og det kan jo undre at han går ind for det, når man som liberal principielt hellere vil give skattelettelser end bruge løs af skatteborgernes penge.

Det princip har de liberale i Slagelse dog afveget en del fra, specielt når det gælder offentlige tilskud til erhvervslivet. F.eks. bruger kommunen ca. 12 mio. kr. på underskudsforretningen Erhvervscenter Slagelse om året.

Det kan også virke skræmmende, at man allerede kun et halvt år efter, at man har brændt fingrene i et sådant samarbejde med virksomheden FC Vestsjælland igen vil bevæge sig ud på den galej.

Går man længere tilbage ligger Anja Andersen historien også og spøger.

Men det der nok kan undre allermest er den måde Villum Christensen forestiller sig, at den offentlig støtte kan komme på tale.

VC forestiller sig et kommunalt tilskud til vandkulturhuset ved at overføre det kommunale tilskud fra Slagelse Svømmehal til vandkulturhuset og rive Slagelse Svømmehal ned og bygge boliger i stedet.

Det afføder spørgsmål.

Hvorfor i alverden skulle man rive en fungerende svømmehal ned?

Hvilke beløb drejer det sig om? Lejer man sig ind og kan Kulturhuset bestemme priserne? Hvilken råderet har kommunens borgere for det kommunale tilskud?

Og sidst men ikke mindst. Hvad sker der, hvis firmaet ’Vandkulturhus’ går konkurs?

Er det så kun økonomien, der svømmer og ikke Slagelseborgerne.

3D tegninger er taknemmelige og ser flotte ud på papir, men mon ikke det hele er en luftkastel, som så meget andet, der kommer fra liberal front.

- det må vi da håbe.