Agurketid, - eller hvor er milliarderne?
Efter valgkampen er der som sædvanlig blevet politisk stille i sommerperioden.
Det betyder dog ikke at der ikke pusles bag de lukkede døre.
Kommunerne har fået travlt med endnu engang at skulle finde besparelser på de kommende budgetter. Ikke mindst skal der findes 2,5 mia. kr. ekstra.
Det blev belønningen til borgerne ude i kommunerne for at vælge et blåt flertal ved folketingsvalget.
Godt hjulpet af Det radikale venstre og Socialdemokraterne er der åbnet for yderligere besparelser på 2,5 mia kr. pr. år de kommende 3 år via en blankocheck, der giver regeringen mulighed for at gennemføre hvad som helst overfor kommunerne, når blot de har fået det blå borgmesterflertal til at nikke ja til nedskæringerne.
Offentligheden hører ikke så meget endnu om hvor der skal skæres for at finde milliarderne. Heller ikke i Slagelse kommune, hvor der skal findes yderligere besparelser!
Men milliarderne er der. Bare ikke i kommunerne. Bag endnu mere lukkede døre er forsvarsforligspartierne i øjeblikket ved at afslutte aftalerne om et kæmpeindkøb af kampfly til over 30 mia. kr.
Milliarderne er der, man har bare valgt at bruge dem til fly, der kan bombe rundt omkring i verdenen. Man har valgt kampfly i stedet for velfærd.
Så når der bliver skåret ned på børne, -unge og -ældreområdet i kommunerne kan man hæve blikket mod himlen og måske se et F35 jagerfly (hvis man har fået det til at flyve) og tænke der flyver Damarks velfærd.
Agurketid? Ja, Danmark er ved at gå fuldstændig agurk!