Enhedslistens kulturpolitik i Slagelse
Kulturlivet skal afspejle den bredde, der er i befolkningen og give plads til mange former for kulturel udfoldelse.
Der skal være plads til professionel kunst og alle amatørerne, foreningsaktiviteterne indenfor folkeoplysningsområdet, og især den kultur der vokser op nedefra og ikke kontrolleres fra rådhuset.
I alt for mange år har det velpolerede og finkulturelle været proriteret over den brugerstyrede kultur.
I Slagelse by har der altid manglet et medborgerhus og et undomshus.
I idrættens og sportens verden skal kulturpolitikken støtte klubbernes aktiviteter for børn, unge og ældre i alle aldre som i fodboldens verden fra miniputter til superveteraner og på alle niveauer lige fra serie 6-holdet til FC Vestsjællands professionelle fodboldafdeling.
Kulturudvalget under Slagelse Byråd er indtil videre i den lidt besynderlige situation, at man har penge nok til at imødekomme de fleste af foreningernes og borgernes ønsker om aktiviteter, og det er ikke, fordi der er afsat uforholdsmæssigt mange penge til kulturområdet på budgettet.
Enhedslisten arbejder for, at byrådet skal undlade at stresse foreningerne. Hvis foreningerne opgiver deres virke, og hvis det sociale og kulturelle fællesskab i disse foreninger nedbrydes, vil det være til ubodelig skade for borgenes muligheder for at være aktive inden for idræt og kultur. Foreningerne skal kunne udfolde deres aktiviteter uden at være underlagt kommercielle interesser eller være afhængige af sponsorer. Foreningerne skal heller ikke stå på pinde eller på hovedet for kommunen, byrådet eller byrådets kulturudvalg for at få økonomisk støtte til aktiviteter.
Der skal være større åbenhed om, hvilke initiativer kommunen/byrådet vil fremme og med en større inddragelse af borgere og af foreninger, så det er klart og gennemsigtigt, hvem der tager beslutningen og på hvilket grundlag.
I vores kulturpolitik vil vi prioritere: medlemsdemokrati, antiracisme, tolerance, gennemsigtighed,fællesskab, aktiv deltagelse, breddeidræt, punk og gadeteater, kort sagt, kultur der medvirker til at skabe en bedre og mere retfærdig verden.
Med venlig hilsen
Jørn Melchior Nielsen
Ndr. Ringgade 39
4200 Slagelse
Medlem af Slagelse Byråd for Enhedslisten