Læserbrev om Algade

Kategori: Læserbreve
Publiceret: Mandag, 30. november -0001 00:00
Visninger: 1432

24/9 2014

Læserbrev/synspunkt

Algade – for cykler?

Algade er færdigindrettet. Et smukt helhedsindtryk. Det er nærmest, som om bymuseet har fået udvidet sit areal betragteligt.

Men cyklisterne blev glemt. Der er fine forhold for de gående og bilisterne, men som cyklist tager man desværre en anden vej, - en livslang omvej, for det er næppe sandsynligt at stenene bliver lagt om for tredje gang.

I sin tid skrev jeg en indsigelse til planen, som bl.a. handlede om, at man skulle huske cyklerne og give dem mulighed for at køre i begge retninger, når gaden nu alligevel skulle tænkes om. Mine betragtninger kom med i den hvidbog, der blev udarbejdet, inden den endelige beslutning om udformningen skulle tages administrativt og politisk. Men mere skete der ikke. Intet svar!

Resultatet nu er, at der hverken er mulighed for at køre den ene eller den anden vej for cykler på Algade. Brostensbelægningen er simpelthen for bumpet og ubehagelig at cykle på. Gad vist, om planlæggerne selv har prøvet det?

Erfaringer fra flere hundrede byer i Danmark og Europa tilsiger, at der skulle have været lavet en anden løsning, så det store mindretal, som vælger cyklen, kunne have brugt Algade fremover. Nu kan man trække begge veje eller snige sig til at køre noget af strækningen på fortovet, hvor de glatslebne sten er en fornøjelse at cykle på, men hvor sikkerheden for fodgængerne bliver presset.

Jeg tror, at jeg taler på manges vegne, - også de børn og unge, som skal fra den ene ende af byen til den anden hver dag til skole og fritidsaktiviteter. Mange vælger nu en anden vej, som næppe er mere sikker.

For mig at se er løsningen et tilbageskridt – ikke æstetisk og turistmæssigt – men for den almindelige borger, som jævnligt vælger den CO2-neutrale løsning til sin transport i byen.

Stig Thorup Rasmussen

Solbakken 12, 4230 Skælskør