Sælg ikke

Kategori: Læserbreve
Publiceret: Tirsdag, 18. Juli 2017 14:11
Visninger: 1411

Sælg ikke skindet før bjørnen er skudt!

Sjællandske skriver den 17. juli, at Slagelse Kommune køber en grund af DSB, som tænkes solgt videre til University College Sjælland (UCSJ) for 9,9 mio. kr. Det forventes at Slagelse Kommune i forbindelse med købet skal bruge et betragteligt beløb større end de ca. 10 mio. kr., som salget til UCSJ indbringer. Hvor stor kommunens udgifter bliver, vides kun af et fåtal, idet der som sædvanligt spilles med fordækte kort i økonomiudvalget.

Umiddelbart lyder det som en Århushistorie, men så tudetosset opfører århusianerne sig trods alt ikke.

Man har tilsyneladende aftalt en salgspris, før man kendte købsprisen, altså solgt skindet før bjørnen var skudt.

Da snusfornuftige politikere i forbindelse med Skælskørpigernes erstatningskrav foreslog, at man bare skulle betale og få den ulykkelige sag ud af verden i en fart, da mente borgmesteren og administrationen, at det kunne man ikke og henholdt sig til Kommunalfuldmagten, der skal sikre, at skatteborgernes penge bruges hensigtsmæssigt.

Hvordan tolkes det ovenfor beskrevne grundkøb og -salg i forhold til Kommunalfuldmagten?

Og/eller er der her måske tale om skjult erhvervsstøtte?

Er Slagelse igen ved at placere sig på landkortet som en inkompetent ledet kommune?

Johnny Gregersen

Byrådskandidat for Enhedslisten

Konge-Åsen 19

Skælskør