Om at vinkle en historie

Kategori: Læserbreve
Publiceret: Søndag, 05. marts 2017 21:58
Visninger: 1606

Om at vinkle en historie

Sjællandskes lørdagsudgave bringer under Skælskørfanen en historie om et kommunalt køb af en industrigrund på Stigsnæs. Man har her valgt at vinkle historien positivt med udgangspunkt i udvalgsformand for Landdistrikts-, Teknik-, og Ejendomsudvalget Henrik Brodersens synspunkter og holdning til købet.

Baggrunden for artiklen skyldes formentlig, at sagen blev behandlet på mandagens byrådsmøde.

Her blev der også berørt andre aspekter af sagen.

Det blev det bl.a. påtalt af undertegnede, at købet var blevet iværksat helt uden beregning og budgettering af driftsomkostninger ved anskaffelsen. Det var faktisk derfor punktet var på dagsordenen.

I artiklen fremstilles det, som om den forrige ejer Haldor Topsøe A/S havde forsøgt at udvide industriområdet. Iflg. udvalgsreferater fra Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget har Haldor Topsøe A/S søgt om at tilbageføre dele af arealet til landzoneområde, altså det stik modsatte.

Artiklen nævner, at der er en indtægt i kraft af en forpagtningsafgift på arealet på 100.000 kr. Dette forudsætter, at der kan indgås en aftale til den pris. Derimod nævnes det ikke, at der årligt er omkostninger ved købet på 338.000 kr., således der i øjeblikket er et driftsunderskud på ’det gode’ køb. Lægger man dertil at forureningsgraden på grunden ikke er afklaret daler min begejstring for købet en del.

Opsummeret kort: Købspris 10,174 mio. kr. (74.000 kr. mere end bevilliget) Nettominimumsdriftsomkostninger: 228.000 kr. pr. år.(svarende til et halvt årsværk til en borgervelfærdsopgave).

En forvaltning af 10 mil. skattekroner til en rente på minus 2,24 procent.

Lad dette være en anden synsvinkel på samme sag.

Enhedslisten stemte i august imod købet og i mandags imod tillægsbevillingen til drift af stigsnæsgrunden.

 

Johnny Gregersen

Tidligere byrådsmedlem

for Enhedslisten

Konge-Åsen 19

4230 Skælskør