Forside

Visninger: 13035

Ny Slagelsehistorie?

Der har på i de landsdækkende medier flere gange verseret Slagelsehistorier, der minder om de gamle molbohistorier. Feks. historien om dobbeltborgmestre og køb af skrotfærgehistorien.

Er vi i Slagelse nu i gang med at være klar med den næste?

En interessant undersøgelse fra Børne- og Undervisningsministeriet forærer ellers Slagelse en plushistorie. Undersøgelsen beskriver folkeskoler med højest og lavest undervisningseffekt over en treårig periode fra 2018/19 og 3 år bagud. Eggeslevmagle Skole i Skælskør ligger her samlet nummer 1 i hele Danmark sammen med 2 andre skoler.

Eggeslevmagle Skole, som Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Nye Borgerlige og Anders Nielsen nu foreslår nedlagt!

En beslutning, der når fornuften indfinder sig, forhåbentlig bliver ændret, så Slagelse ikke igen kommer i de landsdækkende medier med historien om endnu en tåbelig beslutning.

Eller er det mon et udtryk for, at vor nyvalgte Venstreborgmester nu vil kopiere sin Venstreborgmesterkollega i Kalundborgs skolepolitik?

Kalundborg havde i den samme undersøgelse placeret 3 af deres skoler blandt de 5 dårligste præsterende i hele Danmark!

Vil det være for meget at forlange, at nogen af de pågældende politikere i stedet for at nedlægge Eggeslevmagle Skole gav sig til at undersøge, hvordan Eggeslevmagle Skole kan opnå så gode resultater med de midler Slagelse stiller til rådighed for sit skolevæsen?

- og måske kunne bruge denne viden til inspiration i andre af Slagelses folkeskoler.